Forældre konflikt - skilt eller ej......
Alvorlige og længerevarende forældrekonflikter kan skade børns trivsel og livchancer. Det er konklusionen på et omfattende britisk litteraturstudie af aktuel forskning om forældrekonflikter. Det indgår i et større projekt, der undersøger hvordan tidlige begivenheder og indsatser kan præge børn gennem hele livet.
Indadvendte og udadvendte reaktioner
En stor
andel af de forskningsprojekter, som litteraturstudiet inddrager,
kortlægger hvilke konkrete konsekvenser det kan have for børn at være
udsat for alvorlige konflikter mellem mor og far. Børns reaktioner kan
især inddeles i to grupper: eksternalisering og internalisering.
Eksternalisering omfatter øget aggressivitet samt forstyrrende og
anti-social adfærd. Udadvendte reaktioner som raserianfald er ikke
ualmindeligt - især blandt børn under tre år - men når adfærden
fortsætter, bliver det en hindring for barnets trivsel. Disse børn har
oftere problemer i skolen og større risiko for at blive udsat for
mobning. Internaliserende problemer inkluderer sorg, tilbagetrækning,
depression og i ekstreme tilfælde selvmord. Nogle børn af konfliktramte
forældre reagerer både med internalisering og eksternalisering – de kan
f.eks. både være deprimerede og aggressive. De to former for problemer
kan således påvirke og forstærke hinanden. Negative reaktioner fra andre
og problemer med at følge med i skolen som følge af adfærdsproblemer,
kan også føre til lavt selvværd og depression.
Ramt på kroppen
Forældrekonflikter ser også ud
til at have betydning for børns udvikling af fysiske problemer. Træthed,
hovedpine og reduceret vækst ses oftere hos disse børn. Konflikterne
stresser børnene, og længerevarende udsættelse for stress kan have
negative konsekvenser for barnets fysiske trivsel. Det autonome
nervesystem er med til at styre reaktioner på stress og berolige kroppen
bagefter, men længerevarende forældrekonflikter kan skabe ubalance i
nervesystemet, hvilket betyder, at børnene får sværere ved at håndtere
stressende situationer.
"Børnene har oftere problemer i skolen og større risiko for at blive udsat for mobning"
Børn i konfliktramte familier får selv konfliktfyldte parforhold
Konflikter
mellem forældre hænger også sammen med en øget risiko for konflikt
mellem barnet og forældrene, mellem søskende og mellem barnet og andre
jævnaldrende. Konfliktfyldte hjem medfører, at børnene oftere har
dårligere sociale kompetencer og problemløsningsevner. Forældrenes
forhold kan give børnene et misvisende billede af, hvad relationer til
andre indebærer, og det kan følge dem helt op i voksenlivet, hvor de
selv oftere vil opleve konfliktfyldte parhold.
Konflikter ser ud til at forringe børns livschancer
Regulering
af egen adfærd, mental trivsel og positive sociale relationer er
vigtige evner for at klare sig godt. Desværre har børn i konfliktramte
familier ringere livschancer. Det ses især på børnenes uddannelsesniveau
senere i livet. Konflikt og stress kan påvirke børnenes søvnmønstre,
hvilket har betydning for hjernens udvikling - især for børn, der er
under tre år. Således kan forældrekonflikter både direkte og indirekte
være med til at begrænse børns fremtidsmuligheder.
Ingen lige vej fra årsag til effekt
Forskningen
om forældrekonflikters konkrete konsekvenser for børn understreger, at
børnene reagerer på mange forskellige måder. Nogle børn er mere robuste,
mens andre mere sårbare. Nogle internaliserer, andre eksternaliserer og
andre igen reagerer på begge måder. Derfor findes der ingen enkle
fremstillinger af årsag og effekt, når det gælder børns reaktioner på og
mén efter forældrekonflikter. I stedet lægger forskerne vægt på, at
mange andre faktorer samtidig kan påvirke børnenes reaktioner og
trivsel.
"Børn under to år er ikke i stand til at processere konflikten, men kan stadig vise tegn på stress."
Kommentarer
Send en kommentar