Læger medvirker ved forældrefremmedgørelse

 

Forældrefremmedgørelse er et begreb på vej til at opnå anerkendelse i Danmark. Læger og andre sundhedspersoner bør overveje egen rolle heri. 

Forældrefremmedgørelse kan beskrives som en påvirkning af fælles børn fra den ene forælder med det resultat, at børnene vender sig mod den anden forælder, nægter samvær og deltager i fælles beskyldninger mod den fremmedgjorte forælder. Oftest sker det i forbindelse med samlivsophør med høj konflikt. Og oftest vil det være den forælder, børnene har adresse hos (bopælsforælderen), der har mulighed for at udøve fremmedgørelsen. Processen involverer ofte diverse og fortsatte beskyldninger fra den fremmedgørende forælder mod den anden om vold eller seksuelt misbrug. Beskyldninger, barnet kan deltage i. Barnets reaktion på påvirkningen udvikler sig over tid, men kan gå hurtigt, og ikke sjældent er resultatet (og målet), at barnet mister kontakten med den fremmedgjorte forælder. Som det danske familieretssystem er konstrueret, vil det ofte være permanent.

I Manderådet har vi et indgående kendskab til disse sager, og problemer med sundhedsprofessionelles involvering har været kendt gennem årtier blandt dem, der beskæftiger sig med familieret.

I Danmark favoriseres bopælsforælderen og har fordel af at skabe konflikt, hvis målet er at forstøde den anden forælder. Vejledning findes på internettet. I mere end fire ud af fem tilfælde er bopælsforælderen mor.  

Populært kan man tale om en hjernevask eller symbiose, hvor barn eller børn påvirkes til at tage afstand, men også kan udvikle angst i forholdet til den fremmedgjorte forælder. Den fremmedgørende forælder tilskrives ofte en forstyrret personlighed, f.eks. af narcissistisk type eller borderlinetype. Konsekvenserne for fremmedgjorte børn og de forstødte forældre er alvorlige, hjerteskærende og livslange.

Særligt praktiserende læger kan blive involveret i forældrefremmedgørelse. Her kan den fremmedgørende forælder opbygge et narrativ over tid. Og måske hører lægen kun den ene side. Det stiller store krav til lægens evne til objektivitet og kan udfordre lægens egne reaktionsmønstre og offermytologier.

 

Læs færdig:  Ugeskriftet