Gå videre til hovedindholdet

Børn har brug for forældre, som er (ydmyge) autoriteter i deres liv

 




Børn har brug for forældre, som er (ydmyge) autoriteter i deres liv

”Der er forskel på at optræde som en autoritet og at være autoritær. Der skal være en autoritet. Der skal være én, der flyver maskinen. Vi er nødt til at uddelegere ansvaret, og vi er nødt til at have respekt for nogen, der ved noget og kan noget. Og det er noget andet, end at ligge på maven for dem. Uden autoriteter kan vi ikke leve.”  Johannes Møllehave

Opgaven forbundet med oplæring og opdragelse af børn må være at skabe selvstændige og selvhjulpne voksne mennesker, der kan tage ansvar for såvel deres eget liv som forskellige typer af fællesskaber i samfundet, på jobbet, i parforhold og familieliv.

Til det formål har børn brug for en barndom med voksne, som tager aktivt del i deres liv og ansvar for, at de lærer normer, regler og kompetencer, som er nødvendige for at kunne fungere og bidrage i et komplekst moderne samfund. Alderssvarende krav, opgaver og pligter hører med til det. De har brug for voksne, som, udover at give ubetinget omsorg og lege med dem, tør bestemme - til nytte for dem - med kærlig, guidende og anerkendende støtte i læringsprocesserne - og den rette balance mellem konsekvens og fleksibilitet. Forældrene er barnets naturlige ledere - det er en del af vores medfødte biologi.

For meget hjælp, overbeskyttelse, forkælelse og inkonsekvens resulterer ofte i børn, som kræver opmærksomhed, ikke lærer at udsætte deres behov, ikke kan udholde at gå glip af noget, som er kronisk misundelige og jaloux, går i magtkamp, angler efter ros og anerkendelse, ikke lærer at tage ansvar for aftaler, regler, opgaver og pligter, og som derfor ikke opdrages og oplæres til at kunne tage et voksent ansvar for hverken dem selv eller andre. Forældrene skaber i så fald det stik modsatte af, hvad de egentlig ønsker: impulsive, egoistiske, nydelsessyge, selvoptagede, selvhævdende og uansvarlige "voksne", som ingen fornuftige mennesker bryder sig om, og som derfor risikerer et et ensomt, tomt og kærlighedsløst liv. 

Omvendt må opdragelsen ikke blive autoritær, hvor den voksne dominerer barnet og bestemmer for hårdt og for meget. En sådan opdragelsesstil, med et fravær af tålmodighed, empati og ydmyghed i måden at møde barnet på, præget af for høje krav, skældud og straf, kan have negative effekter på udviklingen af barnets følelsesliv. Det kan vokse op og føle sig forkert, ikke god nok, afvist og udstødt, ligesom både selvværdet og selvtilliden kan tage skade. Det kan blive kronisk ængstelig eller, for at undgå angst og sårbarhed, helt lukke af til krop og følelser.

En forudsætning for at kunne være en tålmodig, blid, rolig og ydmygt støttende autoritet i sit barns liv er, at man som forælder ikke er bange for barnets reaktioner og det følelsesmæssige ubehag, de kan fremkalde i en selv. Børn kan f.eks. blive meget utilfredse og føle sig uretfærdigt behandlet, komme i afmagt, blive vrede og rasende etc. Netop der er det afgørende, hvordan de voksne har det med egne dårlige følelser, så de ikke (ubevidst) prøver at styre børnene uden om deres dårlige følelser ved at give efter. Det er at gøre dem en bjørnetjeneste. Forældrene formår muligvis at dæmpe barnets dårlige følelser i situationen, men det kommer med en pris. Barnet vil med stor sandsynlighed få det skidt med at lave fejl og være dårligt rustet til at tackle modgang, nederlag og kriser, hvilket kan danne grundlag for passivitet, forvirring, stress, afmagt, opgivenhed, hjælpeløshed og depression senere i livet. Samtidig kan det få sociale udfordringer pga. umodne forventninger og krav til omgivelserne. 

Hvis børn vedvarende går i magtkamp, kan det skyldes, at forældrene ikke påtager sig lederskabet. Men - det er værd at bemærke, at i en del tilfælde, når små og mindre børn ikke kan sidde stille, bliver rasende, strides om ting og forældrenes opmærksomhed, ikke vil dele, lyver eller afviser hinanden, så skyldes det ofte ikke dårlig opdragelse, men derimod medfødte drifter og instinkter, som børn først har mulighed for at lære at håndtere, og som voksne først (nænsomt) kan påvirke med omsorg, oplæring og opdragelse i takt med de ydre hjernedeles biologiske modningsforløb. Dette er desværre ikke alment kendt, og forældre får derfor, ofte uretfærdigt, skylden for børns adfærd, selvom den dybere årsag er biologisk arv.

Et eksempel på, at børn fra naturens hånd kan være vidt forskelligt biologisk/genetisk kodet i de medfødte drifter, samt at dette faktum kræver en fleksibel og ydmyg tilgang til børneopdragelse, kan findes i artiklen Er du også forælder til en lille kriger? Den handler om børn, som er født med stærke emotioner i form af vilje, nysgerrighed, utilfredshed, vrede, selvstændighed og selvtillid.

"Måske har I slet ikke fejlet. Måske er I blot forældre til et lille menneske med en helt særlig power… Helt kort kan man sige, at viljestærke børn kommer til verden som krigere og kæmper for det, der er vigtigt for dem... De har typisk en opførsel, der er let at mistolke som uopdragen, fordi de står så fast på det, de vil og ikke vil. Men ser vi lidt nærmere på barnet, vil vi meget ofte opdage, at det er alt andet end uvornt. Det har bare en meget stærk fornemmelse for sine behov og en vilje til at sætte dem igennem".

Den moderne verden er grundlæggende kompleks, uoverskuelig og uforudseelig for den biologisk ufærdige urhjerne. Det gælder både mængden og karakteren af stimuli, ikke mindst dem børn eksponeres for i skolen, både socialt og fagligt. Dette kan i særlig grad give problemer for børn med neurodivergente hjerner som ADHD, ADD og autisme, fordi de mangler neurokemiske/-biologiske egenskaber, i de ydre dele af hjernen (pandelapperne), som kan dæmpe de medfødte urdrifter. De vil derfor ofte ikke kunne lære sociale kompetencer og følelsesmæssig regulering i samme hastighed som mere neurotypiske børn og kan reagere med modstand, kravafvisning og "nedsmeltninger" på forældrenes forsøg på at opdrage dem. Deres adfærd er ikke udtryk for mangelfuld opdragelse, men er symptomer på at deres hjerner er ved at "brase sammen". De bør eksponeres for regler og krav i sænket tempo.

Skribent: Michael Nilsson
Publiceret: 23/2/2018 - Opdateret 12/4/2022

INDGANGE TIL MERE VIDEN:

Menneskets medfødte drifter (biopsykologi)

Opdragelse af børn

  • Inspiration kan findes rigtig mange steder på Nettet, f.eks. hos Nordic Parenting.

Undladt opdragelse

Alt for mange forældre er bange for at opdrage deres børn og vil hellere være søde og hygge end at stille krav - Politiken, 26/11/2017:

  • ”Hvis vi viser vores børn, er, at deres egne behov altid kommer først, lærer de ikke at indgå i en større sammenhæng."
  • ”Mange forældre har misforstået, hvor afgørende det er, at vores børn møder modstand.”
  • "Hvis man vil have et simpelt princip, er det dette: Hvis børnene godt selv kan, er der absolut ingen grund til at gøre det for dem.”

Når forældre curler, svigter de barnet - Berlingske, 3/12/2017:

  • "Børn, der bæres i guldstol og ikke opdrages til nogen form for naturlig respekt for andre mennesker eller med en indbygget autoritetstro, som de undervejs kan læne sig op ad, slår sig alvorligt på andre mennesker og på autoriteter, der selvsagt ikke gider at bære rundt på dem og bære over med dem.
  • "Når fællesskabet, med god grund, ikke længere kan udholde dem, så står de børn ladt alene tilbage med en umulig opgave, og den løsning, som de er udstyret med hjemmefra, er at gøre endnu mere opmærksom på sig selv.”

Forældre skal have mod til at opdrage - Berlingske, 8/3/2014:

  • ”Forældre vil gerne undgå konflikter, for vi vil jo gerne have vores travle hverdag til at fungere…. Men vi kan ikke undgå konflikter og dilemmaer i en opdragelse”.
  • ”Helt konkret skal man have nogle rammer i en familie, som alle skal leve op til. Det kan være omkring mad og måltider, tidspunkter, hvor man gør bestemte ting, hvor meget man hjælper til. Alt det på det lavpraktiske plan. Men det kan også være krav, man stiller til sit eget liv, og hvordan man omgås ting og hinanden.”
  • ”Den moderne forhandlingsopdragelse er misforstået demokrati… Vi tror, vi giver børnene det bedste ved at give dem lige det, de peger på…. Inddragelsen skal i stedet bestå i at overdrage barnet et vist ansvar, som de skal leve op til.”

Neurodiversitet

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag